I aftes ramte nyheden igen om, at der er lærermangel - vist nok primært i folkeskolen. Der blev brugt mange sekunder på at fortælle holdningen fra lærernes fagforening, der jo kun kunne se det ulyksagelige i, at ikke-lærere blev lærere.

Jeg kan huske, da jeg var ved at blive færdig som ingeniør, hvor jeg overvejede at få et deltidsarbejde som underviser i gymnasiet i matematik. På daværende tidspunkt boede jeg jo nærmest på Matematisk institut og jeg mente således ganske ydmygt, at jeg da nok kunne lære gymnasieelever om trigonometriske funktioner og anden-grads ligninger.

Men jeg måtte sande, at det ikke var så nemt. For det første kunne jeg ikke blive fast tilknyttet et gymnasium - kun som vikar (nej, heller ikke som års-vikar). For det andet skulle jeg have noget pædagogisk viden. Fair nok - det kunne nok gå.

Men tillige viste det sig, at jeg søreme også skulle have næsten et helt års undervisning på universitetet (den kløgtige læser vil nok sige, at jeg jo for pokker lige kom fra et universitet, men DTU var åbenbart ikke nok), hvor jeg skulle lære om old-græsk matematisk, syriske tegn og at regne på romersk.

Det var ligesom grænsen for, hvad jeg ville "udsætte mig for". At en civilingeniør ikke kan undervise i matematik på et gymnasium uden på forhond at være flyvende i syriske skrifttegn er for mig helt uforståeligt. Det kan man vel for pokker lære undervejs.

Se, det lidt frække spørgsmål er jo, om man partout skal være lærer for at undervise. Svaret er jo et rungende nej.

Det andet spørgsmål er så, om man ikke skal have nogle pædagogiske færdigheder for at undervise? Jo - naturligvis, men disse færdigheder betyder ikke nødvendigvis, at man skal tage en (hel) læreruddannelse,