Tja – så sidder jeg på mit hotelværelse og venter på, at trætheden overmander mig. Jeg kom til Kyoto for nu 11 timer siden og det er trods alt lykkedes mig at få både frokost, kaffe og aftensmad (selvom frokosten sandt at sige blev indtaget på hotellet og kaffen på StarBucks). Lige nu sidder jeg og kigger på CNN på hotellets eneste ”Bilingual” TV-kanal, der i parentes bemærket er synkroniseret med japansk tale (regner jeg med) og meget svag engelsk lyd nedenunder. Det kan reelt ikke høres, hvad amerikanerne siger, så jeg må følge med i det ”nyhedsbånd” eller ”ticker-tape”, der løber i underkanten af skærmen. Da jeg kom herover havde der lige været noget skyderi i et butikscenter i Nebraska og med vanlig CNN’sk flair for det overdrevne, var manchetten på nyhederne ”TERROR in the MALL” (dang, dang, daaaaaang!!!!) med skrift som nogle af os kender det fra rulleteksterne til de årlige Halloween-Simpson’s. Nu hedder manchetten ”Shooting in Nebraska: Are malls safe?”. De er skøre, de amerikanere.

Nå – men det skulle jo handle om Kyoto. 

Turen herover gik faktisk ganske smertefrit – og jeg var endda så heldig at have sædet ved siden af mig på turen fra Frankfurt til Osaka for mig selv, så jeg kunne brede mig lidt. Jeg havde dog svært ved at finde ro – og det selvom jeg smed 4 Baldrian-piller efter den øl jeg havde fået til aftensmaden på flyet. Jeg vil tro, at jeg sammenlagt nåede at sove 2-3 timer i alt. Det er sgu lidt i underkanten. Jeg kom relativt let med JR-West Limited Kyoto Express, der er et hurtigtog fra Kansai til Kyoto og problemerne kom først, da vi ankom i Kyoto. Kyoto Station er måske nok designet til turister – men de skal nok være japanske for helt at fange idéen. I hvert fald gik jeg forvildet rundt for at finde en pengeautomat, da den eneste jeg kunne finde ikke accepterede udenlandske kreditkort. Der var dog en venlig seddel, der sagde ”Use ATM located in building B1” … men glemte at fortælle, hvor denne bygning lå. 

Jeg endte til sidst med at tage en taxa til hotellet. Her var mit værelse endnu ikke færdigt, så jeg fordrev tiden med at spise frokost på hotellet imens jeg desperat forsøgte at tyde det kort jeg havde fået over Kyoto. Prøv selv at gætte, på hvilket sprog gader etc. var angivet. Jeg endte med at skulle have en taxi til en Citibank for at hæve penge, have manden til at vente på mig og derefter køre mig tilbage igen. Heldigvis varede det hele kun 15 minutter og kostede kun JPY 1.200, dvs ca. DKK 60,- .

Da jeg kom tilbage var værelset klart, og jeg fik pakket ud og checket mail. Herefter sad jeg lidt som de berømte killinger på YouTube indtil jeg tillod mig at tage 1½ times søvn inden jeg skulle have noget aftensmad. Det hjalp.

Jeg kan dog mærke, at jeg nu er ved at lave killinge-finten igen … 

 Da jeg kom til mig selv igen skulle jeg se lidt af byen og da jeg ikke har været i Japan før var det lidt af et kulturchok – men på den gode og lidt sjove måde. Japanere er sgu mærkelige. De er helt vildt små og mange af dem bærer en lille hvid maske, der skal beskytte dem imod forureningen. Jeg synes nu ikke, at det var så slemt – bestemt ikke værre end i København – men måske kommer det også til os i nær fremtid. Som ikke-japansk-kyndig skal man lige acceptere, at man er ret meget på skideren herovre. Vejskiltene er ikke altid på engelsk (hvis de overhovedet findes) og skilte på butikker og lignende er også på japansk.  Bortset fra priserne er stort set alt på japansk – dvs man kan se, hvad det koster, men ikke hvad ”det” er. De kører også i venstre side af vejen og taxaerne er udsmykkede med broderede hvide tæpper og mange af chaufførerne bærer hvide handsker. Heldigvis faldt jeg med det samme over både 7-11 og McDonald’s, så min fall-back plan var sikret, skulle alt andet mislykkes. Jeg havde dog besluttet mig for, at jeg ikke ville spise vesterlandsk mad i aften, dvs hverken pizza, bøf med løg eller burgere, så øvelsen gik ud på, at finde et sted, der ikke var for snusket og hvor jeg med sindsro kunne indtage min aftensmad. 

Efter tre timers vandren rundt på må og få i et forsøg på at ”indsnuse” byen, valgte jeg et lille sted, der tydeligvist var et sted, hvor den ”menige” japaner spiste. Det var et ret nøgent lokale med et par lokale ved bordene. Tjeneren begyndte med at spørge om noget på japansk, hvilket jeg ikke forstod. Herefter spurgte han om noget nyt, hvilket jeg heller ikke forstod og sådan blev han ved nogle gange. Det endte dog med, at jeg pegede på en plakat med noget mad, som jeg fik serveret. Det smagte faktisk ganske glimrende, og til JPY 630,- var det et fund. På vej hjem fik jeg kigget på varene ved en Apple Retailer (mmmmmm),  købt en ny skraber (mucho billige!) og et par colaer og nu sidder jeg så her.

Mine erfaringer fra denne første dag kan sammenfattes i dette:

1. Der er koldere, end jeg havde regnet med
2. Mange unge mænd herovre har MEGET dårlige tænder
3. Det er virkeligt et manga-helvede
4. De unge kan godt lide at synge karaoke
5. Alle kan godt lide at sidde i en spillehal og trække i en-armede tyveknægte til musik på 120 dB
6. Næsten ingen japanere taler engelsk
7. De fleste restauranter har små miniature-udgaver af deres mad i porcelæn i vinduerne … det ser lidt udlækkert ud.
8. ALT er billigt

Var det nok for én dag?

PS: Nåjo – jeg har meldt mig ind i Facebook-gruppen ”Rädda Joppe”