Jeg synes efterhånden, at det sker ret tit, at jeg lægger mærke til noget eller hører noget, som får mig til at tænke over min alder. Senest den anden dag var det, da jeg så en artikel i enelleranden gratisavis om unge og ældres manglende viden om hinandens verdener. Den unge fyr på 15 vidste fx ikke, hvad "Frk. Klokken" er og den ældre herre vidste ikke, hvad "Messenger" og vist nok MySpace var. Det var lidt en skæg artikel ... specielt fordi et 20-årigt familiemedlem heller ikke vidste, hvem Frk. Klokken var. Det er jo lidt pudsigt, da Frk. Klokken var en relativt integreret del af min barndom - det var i hvert fald et nummer man af og til ringede til.
Senere (eller var det tidligere?) på aftenen talte vi om en bacheloruddannelse på ITU - med henblik på en overbygning med teknologi og spil. Jeg kunne se på papirene, at en del af grundfagene var som mine egne grundfag på DTU, nemlig Algoritmer og Datastrukturer, Objektorienteret programmering, Databasedesign og andre godbidder. Umiddelbart tænkte jeg, at det var nogle fabelagtige fag - og jeg kunne ikke lade være med at tænke "Oh - those were good days".
Men det var det jo ikke.
Misforstå mig ikke ... det er fag, hvori jeg har lært mange færdigheder, som jeg drager nytte af i mit daglige arbejde ... men det er dælme ikke disse fag, som jeg tænker tilbage på med mest glæde, når jeg tænker på mine studentikose år på Sletten i Lyngby ... det var derimod alle de andre fag, som jeg selv valgte derude, som jeg tænker tilbage på med glæde.
Men det fik mig til at tænke over, hvorfor vi har sådan en tendens til at se vores fortid igennem totalt urimeligt lyserødt slør af tyl ... for det er jo det vi gør.
Når vi tænker tilbage på vores barndom uden mobiltelefoni og internet, så omtaler vi det med andægtighed og bruger ord som
"Men det gjorde os jo også mere selvstændige, når vi ikke kunne ringe hjem til mor".
Når vi tænker tilbage på lørdage formiddage uden tegnefilm, så omtaler vi det med ord som
"Vi var jo nødt til at bruge vores fantasi til at lege - ja en hel dag kunne gå med at lege med en sten og en pind".
Når vi tænker på timerne med "formskrivning" og "skråskrift" i folkeskolen, så tænker vi
"Ja, men det er jo også en vis charme ved at bruge sin egen unikke skrift".
Men det er jo noget nostalgisk pis.
For det var jo sur røv, at man skulle hjem for at spørge om lov til at blive ude længere ... når man i dag bare kan ringe og spørge om lov.
For det var jo sur røv at blive præsenteret for en gammel bil, der var gennembidt af en hund, når man var på besøg hos forældrenes venner, der ikke selv havde børn og dermed ikke legetøj
For det var jo sur røv at sidde med et "formskriftshæfte" og skrive laaange rækker af A'er og G'er på linie.
Og det var sur røv at sidde og skrive kode på en gul/sort monochrome skærm i et dårligt udluftet kælderlokale på DTU under bygning 341.
At man overhovedet kan sidde og se tilbage på disse ting med glæde er et eklatant udslag af bedrevidende efterrationalisering og eventuelt en uudslukket trang efter tider, hvor verden ikke gik så hurtigt og ikke var så forvirrende.
Vi er med andre ord blivet til kernevælgerne i Dansk Folkeparti.