I går på vej hjem fra arbejde så jeg en valg-annonce fra NNF (Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet). Den omhandlede regeringens forslag om et fradrag på kr. 100.000 til de danskere, der bliver på arbejdsmarkedet efter de er 64. Forslaget er jo sympatisk nok, for der er brug for, at de ældre bliver længere på arbejdsmarkedet end de gør nu.

Problemet er dog, at de hjælper de forkerte. Skattefradraget vil nemlig blive udbetalt til de, der allerede har mulighed for at blive på arbejdsmarkedet - men ikke gider. Det er med andre ord sådan nogle som jeg og - for nu at bruge en kliché - indbyggerne i Nordsjælland. Den vil derimod ikke hjælpe de nedslidte arbejdere til at blive længere - for de kan ikke blive længere.

Dette er et klokkeklart eksempel på, hvorfor Helle får min stemme. Jeg er nemlig kommet til den erkendelse, at jeg faktisk har det relativt godt som jeg har det nu, og jeg vil reelt ikke kunne mærke en skattelettelse på kr. 100/md. Til gengæld kan vi jo få utroligt meget velfærd for 12*100*3.000.000 vælgere = kr. 3,6 mia. Det er klart, at det vil varme med et skattefradrag på kr. 100.000 når jeg bliver 64 - men de penge er bedre brugt på at skabe ordninger, der sikrer velfærdssamfundets kernemedarbejdere imod nedslidning og jobtyper, der tillader dem at bliver længere på arbejdsmarkedet.

I de tidligere valgkampe er det blevet sagt, at det jo er ligemeget, hvem man stemmer på, for de ligner allesammen hinanden. Kære læser, denne gang er det anderledes ... denne gang betyder det virkeligt noget!