På overskrift.dk, Danmarks Blog-indsamlings-oversigts-portal-sted-website, har Stefan Bøgh-Andersen skrevet et indlæg om, hvorvidt det kræver betaling for at få folk til at vidensdele. Afsæt for indlægget er de forskellige konkurrencer rundt omkring, hvor fx version2.dk udlover billetter til JAOO for artikler i deres videnskatalog.
Jeg tror desværre, at der skal et paradigmeskift til før det bliver "normalt" for alle at vidensdele uden at få noget for det. Nogle af os er jo flasket op med bla. usenet og har dermed set idéen i at dele med andre for at få andres viden tilbage. Det er jo selve hjertet af usenet, blogging og - ja - vidensdeling som Wikipedia og de andre spin-offs.
Jeg kan bla se dette på min egen arbejdsplads, hvor vi/jeg har forsøgt at stable noget uformel vidensdeling på benene via maillister og en intern blog - men folk gider ikke at bruge det. De vil gerne læse - men vil ikke skrive. De vil dermed gerne spise, men ikke hjælpe med til at dække bordet. Det er møgfrusterende, når man som jeg godt kan se idéen i det ... men jeg kan ikke helt se, hvordan problemet skal løses.
Med pisk?
(altså på den dårlige måde)