For noget tid siden morede jeg mig over, at jeg med min indtræden på sushi-scenen var blevet en rigtig københavner ... men jeg tog fejl. I denne sommer har der i min familie været en lang række arrangementer i form af konfirmationer (2 stk), store fødselsdage (1 stk), bryllupper (2 stk) - og så tror jeg endda, at jeg har glemt et par stykker.
Jeg kan godt lide at gå til familiefester. Jeg kan godt lide at være sammen med min familie - selvom jeg kun ser de fleste af dem en enkelt gang eller to om året. Det er jo mennesker, som har været der hele mit liv - ja, det er kort og godt familie. Jeg nyder også at snakke om ingenting ved bordet. Om vejret har været dårligt eller skidt, at det var godt at solen kom frem inden brylluppet eller om kartoflerne i Nordjylland kan tåle mere regn. Jeg nyder spørgsmål som "Nå, hvad laver du så?" eller "Hvor kender I brudeparret fra?" Jeg kan faktisk også godt lide selve idéen om en SSI-fest (suppe-steg-is), hvor det meste er i faste rammer og maden også er relativt fastlagt med hvide kartofler, ribs-gelé og asier som altid faste elementer. Jeg kan godt lide at danse med min faster, moster, mor eller hvem, der nu sidder ved bordet til "Kald det kærlighed" eller "Rigtige venner".
Ja - det er muligt, at jeg bor i København, har et godt job med fin indtægt, spiser sushi med glæde og hører opera i Frederiksbergs Have til Sankt Hans. Det er også muligt, at jeg nyder at gå i det mere eksperimenterende teater-miljø i København, bestiller "2x espresso med kogende vand on-the-side" i stedet for filterkaffe, helst undgår den mere spraglede del af Strøget (den med shawarma-lugten og tøjet i pang-farver) for den mere pæne del i Østergade og i det hele taget er glad for at bo i København ...
... men, kære venner, inderst inde er jeg sgu bare en jyde, der helt ind i hjertet nyder at stå og holde familien i hånden og rokke til "Skuld' gammel venskau reen forgaa" som sidste sang inden natmaden.
Tak for nogle gode oplevelser henover sommeren!
Sku gammel venskau ren forgaa,
og stryges fra vor mind:
vor eret skønt to finn en ven
een hår mist for læng læng sind
de skjønne ungomsdaw aah ja,
de dow så svær oh find,
vi løwt vor kop så gloodle up
for den dow så læng læng si,en
så ta min haand du gamle ven
ræk over og gi may dien
vor eret skjønt to find een ven
een haar mist for læng læng si,en