Modtagelse af første OOXML-dokument

by Jesper juni 14, 2007 00:20

I forgårs modtog jeg mit første OOXML-dokument via email. Det var en pudsig oplevelse - specielt da jeg ikke har Microsoft Office 2007 installeret og OpenOffice.org ikke undersøtter OOXML endnu. Jeg kunne naturligvis have downloadet plugin til MS Office 2003 eller den tilsvarende til OpenOffice , men det gad jeg ikke.

Til gengæld fik det mig til at tænke på, hvor lidt krigen imellem ODF og OOXML fylder i "almindelige" menneskers hverdag og i øvrigt også hvor inkonsekvent vi generelt er i forhold til krav om dette eller hint stykke software. Det startede for mig da jeg i sin tid på P.O.Pedersen Kolleget fik hjælp fra Jens58 til at installere ICQ . Det var i øvrigt første gang jeg på egen krop oplevede, hvordan teknologi kan bringe folk fra hele verden tættere på hinanden. Ok - men dengang krævede det jo ICQ for at man kunne snakke med andre på ... ja, ICQ, for der fandtes ikke rigtigt andet. MSN Messenger var vist blot en våd drøm fra Microsoft (jeg var faktisk med til at teste de første interne versioner, da jeg arbejdede for Microsoft - dengang hed den vist nok "Buddy Messenger" eller noget lignende). Det var jo i øvrigt dengang vi ringede på til en RAS-server for at kunne tilgå email og interne resurser ... that was good times ... good times :o)

Det er efterhånden 10 år siden, men problemet er der jo stadig. Hvis jeg vil snakke med en person på ICQ, så skal jeg oprette en profil på ICQ. Hvis jeg vil snakke med en person på MSN Messenger, så skal jeg oprette en konto på MSN Messenger (indsæt selv flere eksempler her). Der findes godt nok programmer som Miranda , Japper etc, der muliggør at jeg ikke skal installere alle programmerne men kan nøjes med fx Miranda, men de løser ikke problemet med kravet om oprettelse af konti de forskellige steder. Jeg ved også godt, at der for nogle år blev snakket om, at AIM skulle kunne snakke sammen med MSN Messenger, men det blev vist aldrig til noget.

Men hvorfor finder vi os i dette? Prøv at forestille jer, at man skulle have fx Thunderbird installeret for at kunne læse emails fra en bruger af Thunderbird ? Forestil jer tilsvarende med Mac Mail , MS Outlook og andre. Her ville vi jo ikke acceptere denne præmis ... men ved IM-programmer går det åbenbart.

Det pudsige er, at samme problem eksisterer ved anvendelsen af kontorpakker. Her er der en stiltiende konsensus om, at "man jo har MS Office installeret" ... og de gange jeg har fortalt, at det har jeg faktisk ikke, har folk kigget på mig, som var jeg faldet ned fra månen ... eller havde en stor bussemand hængende ud af næsen. Prøv at spørge dig selv,hvor ofte du sender emails med vedhæftede .DOC-filer til andre end kolleger i eget firma? Spørg også dig selv, om du nogensinde har overvejet, at modtageren ikke kunne læse indholdet? Det sjove er jo, at det giver fint mening at tænke som du sikkert gør. MS Office er jo installeret i 95% af alle virksomheder, så pragmatisk set, så kan alle jo læse dine .DOC-filer. Det er vel faktisk en omvendt CATCH-22 situation ...

Jeg skal dog erkende, at jeg blev en smule irriteret, da jeg modtog disse filer - hvilket i øvrigt ikke er rimeligt ... afsenderen tænkte jo blot som alle andre. Men når jeg blev irriteret, så skyldtes det nok, at jeg har været endog meget aktiv i debatten om de to nye dokumentstandarder, ODF og OOXML. For uanset valget, så kommer vi til en periode, hvor de nye formater skal konsolideres i markedet, og det vil betyde en periode, hvor interoperabilitet bliver sværere end nu, hvor udgangspunktet er MS-Office. Den debat har jeg haft ret meget inde under huden - og hovedeskallen - så det var nok mere en rygmarvsreaktion end meget andet.

For lige at runde kontorpakke-diskussionen af, så er det naturligvis ikke rimeligt, at vi ikke kan bruge et IM-program efter eget valg eller at vi ikke kan bruge en kontorpakke efter eget valg ... ganske som at vi ikke er tvungne til at bruge ét bestemt emailprogram - det burde være evident. Jeg kender ikke så meget til IM-markedet, men jeg forudser, at den nuværende kamp om dokumentformater under alle omstændigheder vil blive en win/win-situation , da valget imellem kontorpakker bliver endnu mere frit end det er nu. Det er en fordel ... for alle.

Tags:

Kommentarer

15-06-2007 09:35:52 #

Tobias

Du kan ikke sammenligne IM-programmer med dokument formater.

IM-programmer kan ikke snakke sammen fordi de er afhængige af centrale servere ejet af firmaer uden interesse i at løse problemet. Ingen af IM-klienterne kan altså løse problemet alene.

Når vi snakker dokument formater har udviklerne af MS Office og OpenOffice en stærk interesse i at kunne læse konkurrenternes formater. Mere vigtigt, det kræver ikke samarbejde med andre at implementere support for formattet.

Tobias

15-06-2007 21:00:14 #

Jesper

Den pointe jeg håbede jeg fik frem var det uheldige i situationer, hvor mit valg af program er afhængigt af andres valg af samme [0]. Det er ikke en teknisk diskussion af udbredelsesteknologier eller formater men en påpegning af, at det er konkurrenceforvridende at jeg i 90'erne skulle bruge ICQ for at kunne chatte med venner og at jeg i dag skal bruge MSN Messenger for at gøre det samme.

[0] Da jeg i sin tid studerede dette på CTI på DTU blev der nævnt et begreb til beskrivelse af dette forhold, men jeg kan ikke huske, hvad det hedder.

Jesper

19-06-2007 05:13:23 #

Christian Schmidt

>Men hvorfor finder vi os i dette [at skulle oprette en konto hos både ICQ og MSN Messenger]?
Alternativet skulle være, at jeg skulle forsøge at overtale alle mine bekendte til at installere en Jabber-klient, så vi kunne tale sammen over en protokol baseret på åbne standarder og en decentraliseret serverstruktur. Det er mit liv for kort til, selvom målet da er sympatisk. Jeg vil gerne bidrage med at skubbe udviklingen i den retning, men ikke på bekostning af ikke at kunne tale med mine venner og familie.

Mine prioriteter ville muligvis være anderledes, hvis ICQ eller MS på et tidspunkt begynder at fucke med mine beskeder eller opkræve penge for brug af deres servere.

Christian Schmidt

Kommentarerne er lukkede

Powered by BlogEngine.NET 1.5.0.7
Theme by Mads Kristensen | Modified by Mooglegiant