Jeg er blevet udelukket fra det gode selskab ... eller ... i hvert fald fra et selskab. Det hele startede med Peter Tofts indlæg på version2.dk , der omhandlede et website for open source bloggere . I indlægget og den efterfølgende korte tråd opfordrede han bloggere med berøringsfalde i OSS-verdenen til at tilmelde sig deres liste.
Det synes jeg faktisk var en god idé, og hvis jeg ikke skulle kunne godkendes af deres kriterier ... hvem skulle så?
På deres side står der som adgangskriterier:
Krav:
- Du skriver på skandinavisk og/eller på engelsk
- Du har en tilknytning til skandinavien
- Du er involveret i free/open source software på en eller anden måde
- Du skriver en gang i mellem om noget relevant for free/open source software-verdenen
Krav 1: check
Krav 2: check
Krav 3: check
Krav 4: check
Ok - så jeg sendte en email til dem og bad om at komme på listen. Min verden er dog baseret på Microsoft-produkter, men det er jo ofte OSS alligevel. Jeg havde faktisk en forventning om, at man ville påskønne indhold fra "den anden side", så OSS også kunne udbredes i Microsoft-udviklingsverdenen.
Jeg skrev til dem:
Hej OpenSource.dk,
Jeg vil gerne have min blog på jeres liste over OSS-blogs. Min blogs
adresse er www.ringtilcamilla.dk
:o)
Med venlig hilsen,
Jesper
Efter en dags tid fik jeg svar, hvor jeg blev bedt om at fortælle lidt om mig selv. En Googling havde ikke givet så meget information til dem, men sandt at sige så er det nok nemmere at finde data om mit liv på nettet ved at søge efter mit gamle navn fra før jeg blev gift end ved at søge på mit nye navn. Navnet er jo relativt nyt.
Nå, men jeg skrev til dem:
Min tekniske baggrund er, at jeg er civilingeniør og derudover
programmør/systemudvikler/arkitekt ... indsæt selv flere :) Jeg anvender
dagligt OSS-produkter og deltager selv i udviklingen af flere
OSS-projekter på bla. SourceForge.
Mht at komme på listen, så blogger jeg jævnligt om OSS - men set fra
Microsoft-verdenen med fokus på de muligheder den giver os, der arbejder
med Microsoft-platformen. Derudover blogger jeg jævnligt om kampen imellem
ODF og OOXML og dens mulige konsekvenser for den offentlige sektors
effektivitet.
... og jeg har ikke hørt fra dem siden. Det kan der jo være flere årsager til. Hvis du spørger mig om mit bud på årsagen, så er det, at der er et skjult 0. krav, nemlig at det er fint at være pro OSS ... men som udgangspunkt skal man være anti-MS for at blive optaget. Det er pudsigt som det passer ganske glimrende i de tråde jeg har deltaget i på version2.dk , hvor det er meget tydeligt, at mange folk nok er pro-ODF men om muligt endnu mere anti-MS, og så defineres verden udfra dette.
... dette er i øvrigt ganske analogt til de umodne unger fra det tidligere Jagtvej 69, der naturligvis er pro-alternative men i langt højere grad er anti-stat/kommune.
... og så undrer OSS-fortalerne sig over, at politikerne ikke gider høre på deres jammer?