Jeg kan stadig huske, da jeg begyndte at kode egne linier for første gang. Det var omkring 1998/1999, hvor jeg begyndte at lege med ASP - sikkert foranlediget/inspireret af mit studenterjob ved Microsoft. Jeg havde godt nok læst på DTU i nogle år på den tid, men selve programmeringen i fagene havde ikke rigtigt fanget mig. Det fangede mig ikke rigtigt at lave C-programmer til illustration af epidemi-udviklinger eller C-programmer til "Optimering og datafitting" og det fangede mig ikke rigtigt at kode programmer til bla. matematikprogrammet Maple V.
Men ASP fangede mig i stedet. Det er jo et taknemmeligt sprog, for ikke alene er det et fortolkersprog og typesvagt, det er også nemt at gå til. Fx vil jeg mene, at indlæringskurven nok noget stejlere for PHP end for ASP.
Nå ... men dengang var hele ASP-verdenen jo i udpræget grad Closed Source og meget kommerciel. Selve ASP var ikke specielt omfangsrig i features, og det betød, at skulle man lave det mindste udover dette, så skulle man finde noget kode til det. Skulle man sende emails skulle man have en komponent til det, skulle man lave en hash-værdi skulle man have en komponent til det, skulle man lave en upload-side, så skulle man søreme også have en komponent til det. Problemet med disse ting var i hovedtræk
- Disse komponenter kostede næsten altid penge
- Komponenterne skulle konkret installeres på maskinen med admin-privilegier
Det var altså ikke som i PHP-verdenen, hvor man "blot" skulle uploade et script til serveren og så virkede det (som oftest).
Det var kort sagt røv-træls!
Men i starten af 2002 kom .Net Framework fra Microsoft i den første RTM-version. Det var jo en helt ny verden for "os", da vi nu fik et typestærkt miljø at arbejde i, og der var ikke længere nogen grund til at kode ekstra funktionalitet i COM-dll'er, der herefter skulle installeres på serveren. Og som om at det ikke var nok, så begyndte der at ske et skift i udviklingsmetodikkerne. Hvor det tidligere var stort set umuligt at finde fri kode på internettet til ASP-platformen, så blomstrede det nu op med kode-sites, der stillede kode til rådighed for alle. Det skete dermed et skift i mentalitet, hvor man lidt efter lidt begyndte at få øjnene op for fordelene i at dele kode og idéer med hinanden. Mange af os havde jo indset dette forlængst og været (alt for) aktive på bla. UseNet , men nu blev det pludseligt meget mere mainstream, da det blev lagt på HTTP-delen af internettet.
Jeg behøver vel ikke at sige, at det har været et meget mere inspirerende miljø at være en del af siden introduktionen af .Net-Framework. Men træerne voksede jo ikke ind i himlen. I "vores verden" manglede vi stadig en enkelt ting eller to fra den traditionelle OSS-verden : source control. Det har naturligvis været muligt at bruge SVN eller CVS som fx SourceForge anvender det, men reglerne for optagelse af et projekt har i mine øjne været en smule rigide. Derudover har integration med .Net-verdenens foretrukne IDE (Visual Studio ) ikke været optimal, når man kigger på anvendelsesmulighederne for fx TortoiseSVN eller TortoiseCVS .
Men det kan være, at tiderne skifter nu. For et stykke tid siden lancerede Microsoft deres Open Source Repository ved navn CodePlex . Det er en skal, der bygger ovenpå deres Team Foundation Server, der igen er en del af Visual Studio Team System-miljøet. Der er stadig nogle problemer med features på sitet såsom manglende anonym adgang til kildekoden som vi kender det fra CVS og SVN, men det skulle være noget, som de arbejder på i teamet derinde. Derudover kan jeg godt lide idéen med, at der er åbent for alle - så længe at man publiserer koden på sitet. Der er med andre ord ikke nogle nedre grænse for, hvor lille eller hvor dumt et projekt man kan få gemt på Codeplex. Jeg er helt sikker på, at Codeplex bliver et moder-repository for OSS-software udviklet på .Net-platformen. Et af de projekter jeg deltager en smule i (dasBlog ) overvejer i hvert fald allerede nu at flytte projektets kode fra SourceForge til Codeplex.
[0] MicroSoftOpenSourceSoftware