I bryllupsgave fik vi et gavekort til en restaurant i Hvidovre,
Arti'Kok. I lørdags fik vi endeligt taget os sammen til at bruge det, så vi tog vores cykler og tog til Vestegnen (heldigvis dog ikke helt til Glostrup). Restauranten ser ikke ud af meget udefra, men der var stuvende fuldt, da vi kom ind. Vi valgte at spise forret, hovedret og dessert. Til forret fik vi "Letrøget helleflynder med pocheret vagtelæg, persilleskum og syltede tomater samt "Stegt foie gras med æblegelé og abrikosvinaigrette". Foie gras'en var præcist som den skulle være og meget delikat. Jeg fik helleflynderen som smagte rigtigt godt. Jeg var ikke vild med konsistensen af persilleskummet, men det havde en god smag. Til hovedret fik vi begge "Morkelfarseret vagtel med rødløgstarte tatin, urter, basilikum og mild trøffeljus" og jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg aldrig har smagt vagtler tilberedt bedre end i lørdags. De var fulde af smag og perfekte sammen med rødløgstarte tatin'en og trøffeljus'en, ja det var simpelthen en ret, der i
den grad oversteg vores forventninger. Desserten var "Ananascarpaccio med rom og chili - hertil 2 slags kokos og ananassorbet". Den havde en rigtig god og delikat smag og ananascarpaccio'en havde den præcist korrekte tykkelse og konsistens. Vi var dog enige om, at vi nok er mere til en dessert, der "er lidt mere vammel", dvs med fx chokolade eller fløde - men det er jo en smagssag.
Alt i alt var det en aften, der langt oversteg vores forventninger. Betjeningen var venlig og imødekommende, ja selv den unge tjeners viden om de forskellige vine holdt sig på den gode side af det punkt, hvor man som gæst har en fornemmelse af, at det er en remse lært udenad og ikke via personlige erfaringer, der berettes. Dog har jeg aldrig hørt "ædelråd" omtalt som "ædel-råddenskab" hvilket trak i den uheldige retning. Det var dog ikke nok til at ændre på det faktum, at det ikke er sidste gang vi besøger Arti'Kok i Hvidovre. Prisen for en tre-retters menu med vinmenu var på kr. 465,- / pers.
... og så var det enten en ikke-ryger restaurant eller en restaurant med skarp afskillelse imellem rygerafdelingen og ikke-rygerafdelingen. I hvert fald gik alle rygerne et eller andet sted hen med deres cigaretter, hvilket var endnu et plus.