by Jesper
marts 17, 2007 07:44
For regeringen er der gået sport i at kommentere dette og hint og dermed påvirke fx igangværende retssager eller andre emner på den politiske dagsorden. Principielt set er der jo ikke noget nyt i dette. Dansk Folkeparti har jo nærmest gjort det til sit politiske varemærke, at de løbende kommenterer igangværende retssager og måske dermed forsøger at presse en domstol, dommer eller domsmænd til at ændre holdning.
Det nye er nu, at det også sker for ministre, ja selv Statsministeren har været ude at kommentere aktuelle ting, hvor selve udtalelsen kan tolkes i retning af manipulation (sidste gang var vist omkring udsendelsen "Den Hemmelige krig" på DR2). Når de så bliver "fanget" i disse udtalelser, har de alle som én forsvaret sig med, at de jo blot bruger deres ytringsfrihed - senest gjorde Brian Mikkelsen det i går, da han blev fanget med fingrene nede i manipulationskagekrukken.
Helt ærligt - at mene, at man som minister har ytringsfrihed er så himmelråbende idiotisk, at det burde føre til en omgående fyring - også selvom man hedder Anders Fogh. At have så lidt føling med magten som minister bør afstedkomme undren over, i hvilke andre sammenhænge den aktuelle minister heller ikke har forstået en rygende fis om, hvilken magt - og pligt - embedet medfører.
23c5e1d3-8bf4-4b49-8272-428f3fbf230d|0|.0
Tags: politik, opråb