Jubii ... fristes man jo næsten til at sige. I telegrammet fra Ritzau konkluderes det til sidst, at

"Sagen har vakt opsigt, fordi familiens forsikringsselskab, Lærerstandens Brandforsikring, ikke har ønsket at hjælpe familien med at udbetale erstatningen."

Det må man sige er en sandhed med visse modifikationer. Jeg og andre har ikke noget problem med Lærerstandens Brandforsikring og deres holdning til, at hvis man ikke er forsikret - ja, så er man ikke forsikret. For hvad skulle alternativet være? Kan alle kunder ved Lærestandens Brandforsikring dermed droppe fremtidige forsikringer - og i de tilfælde, hvor uheldet var ude, så kunne man bare ringe og få penge udbetalt ... eller er det kun dem med de største tårevædede øjne? Man kan jo så argumentere for, at dette er en undtagelse og at de derfor burde hjælpe - men hvor skulle grænsen så gå for disse "undtagelser"? Skal man være fra Jylland eller Gentofte? Skal man være en tilpas dårlig forælder, der ikke kan sige fra overfor sine børn? Skal man have været fuld?

Det eneste rigtige alternativ er naturligvis, at man skal være forsikret for at kunne regne med penge fra sit forsikringsselskab. Hvis man tillader, at sin 15-årige knægt uden forsikring lejer en vandscooter med 100-150hk, så hænger man på regningen, hvis han kommer ud for en ulykke - uanset hvor meget tudefjæs man kan stille op med til B.T.s fotograf.

At sagen har vakt opsigt er jo korrekt - men det er fordi der rent faktisk er folk i dette land, der mener at forsikringsselskabet skulle betale - eller Udenrigsministeriet. På hjemmesiden for Kristian er der endda folk, der har foreslået, at han skulle udstyres med diplomatpas, så han kunne tage hjem.

Helt ærligt ... hvad pokker tænker folk på?