Som det vil være de fleste bekendt, så affyrede en urmager i sidste uge en række skud imod nogle røvere, der mente, at urmagerens smykker og ure var deres. De var bevæbnede med attrappistoler. Det har naturligvis afstedkommet en hidsig debat om, hvorvidt det er rimeligt, at han havde en pistol og et jagtgevær liggende i butikken - og brugte det imod røverne ... ja en populistisk politiker-spire har endda lavet en indsamling for ham.

Jeg tror, at de fleste på et menneskeligt niveau har forståelse for urmagerens handling. Han var flere gange blevet røvet tidligere og truet på livet - og nu var hans bæger altså fuldt. Det store spørgsmål er jo blot: Er det nok? Ønsker vi et samfund, hvor det 'ok', hvad han gjorde? Ønsker vi et samfund, hvor vi kan forsvare vold med vold? Naturligvis er der nuancer i diskussionen, men jeg tror ikke, at vi bør tvivle på, at en oprustning i våbenarsenalet for butiksejerne vil blive mødt med en ækvivalent oprustning hos røverne. Næste gang de kigger forbi en smykkehandel, så vil de sikkert have rigtige pistoler med - og de vil måske ikke tøve med at skyde først.

Der har også været røstet, at man jo skal kunne forsvare de værdier man har (evt med vold) - hvis man er truet. Umiddelbart lyder det jo tilforladeligt, men glidebanen ender i mine øjne i USA, hvor man i visse stater har "ret" til at skyde en mand, hvis han bevæger sig ind på ens grund. I Texas har man derudover ret til at bære skjultehåndvåben - og i en tilspidset situation må man skyde først, hvis man føler sig truet. Er det sådan et samfund vi ønsker os - og hvis ikke ... hvor skal grænsen så trækkes? Hvor "meget" truet skal man føle sig, før man har ret til at skyde?

Derudover kan jeg ikke forstå, hvorfor urmageren ikke havde andre muligheder for beskyttelse end skydevåben. I Kompagnistræde ligger lidt længere nede en sølvforretning, hvor døren er låst - og skal åbnes indefra. Andre urmagere og smykkebutikker har samme ordninger - ja Klarlund har endda en sluse, som en besøgende skal igennem. Havde urmageren forsøgt sig med dette, inden han købte en pistol?

Og slutteligt: Der er blevet talt en del om nødværge og at dette skulle kunne "redde" urmageren fra straf. Men hvornår er det ok at tale om nødværge? Er det nødværge, hvis man (blot) føler sig truet på livet? Man kan jo diskutere, om urmageren havde andre muligheder end at forsvare sig med pistolen. Kunne han ikke også have valgt at gøre, som røverne sagde? Hvis han havde andre muligheder end at skyde - er det så også nødværge?

Måske kan vi i fremtiden bruge vendingen "han lavede lige en 'urmager'" om helteagtige folk, der har taget våben i hånd og forsvaret sig med dem ... eller også kan det ende som et udtryk om folk, der i misforstået forsmåethed skyder på andre mennesker - hvem ved.

Som et slags post-scriptum faldt jeg over en pudsighed i lørdags. På ekstrabladets hjemmeside havde de en afstemning iblandt deres læsere. Spørgsmålet var, om det var ok at urmageren havde skudt de to røver. 85% af stemmerne stemte "Ja". DR lavede en tilsvarende på deres hjemmeside - her svarede 68% "Nej". Jeg gad vide, om man kan konkludere noget om læserne af de to medier ud fra disse tal ...