I BT d. 12. januar sprang bomben i form af historien om den lille gut Kristian Hesseldahl, der havde været ude for en ulykke i Thailand. Kort fortalt går historien ud på, at knægten havde været ude på en vandscooter og var blevet indblandet i en ulykke, der kostede en anden (kinesisk) dreng livet. Hans forældre havde ikke tegnet en forsikring, der dækkede brug af vandscooter, og de er nu derfor nødt til selv at betale en erstatning på kr. 500.000 til den kinesiske drengs forældre.

Det er jo en skrækkelig situation at stå i - for både Kristian, hans forældre samt ikke mindst de kinesiske forældre, der har mistet en søn. Derudover er det endnu mere en skrækkelig situation for Kristian, der er indblandet i en dødsulykke, som han - så vidt jeg er orienteret - ikke bærer 100% af skylden.

Og hvad sker der så nu? Jo, der sker naturligvis det, at nogle mennesker opretter en hjemmeside til støtte for Kristian og familien. Her kan man - om guderne vil det - snart indbetale penge til Kristian og forældrene, så de kan komme hjem. Det er yderst interessant at læse diskussionen derinde - og mængden af guldkorn er nærmest overvældende. Jeg håber inderligt, at den barmhjertighed, der kommer til udtryk derinde, resulterer i, at der indsamles en bunke penge, så de kan komme hjem og væk fra det thailandske retssystem.

Det vil nemlig sende et meget tydeligt signal til andre, der skal på ferie fremover samt forældre, der tager deres børn med på ferie til fjerne lande. Helt slemt for Kristian må det jo nemlig være at tænke på, at hans forældre tydeligvis ikke har været deres opgave voksen. Det er jo deres fornemste opgave at beskytte deres lille dreng, men de valgte i stedet at tage afsted på lykke og fromme - i stedet for at betale de relativt få penge for en forsikring, der ville have dækket deres udgifter og erstatningen til den kinesiske familie. Det er muligt, at de begge er skolelærere og ikke havde så mange penge, men så må de tage et andet sted hen - et sted, der passer bedre til deres finansielle situation. Det er jo netop det, som vi andre må gøre, når vi kigger på, hvor vi skal hen på ferie. Hvis vi ikke har råd til alle udgifterne - herunder korrekt forsikring - må vi jo finde et alternativ. At tage afsted alligevel er dybt godnat og at lade deres dreng lege med en vandscooter på over 100hk er så himmelråbende idiotisk, at man tager sig til hovedet.

Men det behøver de jo ikke at tænke på. Der er jo tossegode danskere herhjemme, der gladeligt vil betale de kr. 500.000 til den kinesiske drengs familie - så behøver man jo heller ikke at tage ansvar selv. Og skulle det gå i vasken, så er der jo altid de andre super gode forslag, som man kan kigge på. Af disse kan nævnes, at Udenrigsministeriet skulle betale eller at forsikringen skulle betale. Jamen, det lyder da forfærdeligt gennemtænkt. Tænk på hvilken præcedens det ville skabe! Hvis man undlader at forsikre sit hus eller bil, så kan man naturligvis bare troppe op hos forsikringsselskabet og få dem til at punge ud. Eller man kunne lade os allesammen via Udenrigsministeriet (skatten) betale for dem - hvis nu bilen var gået i stå på Autobahn og man var løbet tør for penge på taletidskortet.

Eller ... en kætterisk tanke: hvad med for pokker at tage ansvar for eget liv og levned? I (Kristians forældre) valgte ikke at betale for korrekt forsikring, og det har nu ramt jer bagi ... eller i hvert fald jeres søn, som I i øvrigt stadig er ansvarlige for. Herefter skal vi andre belemres med jeres triste øjne på billederne på bt.dk i jeres desperate kamp for at få opbakning derhjemme.

Kære Hugo og Susanne: Jeg synes oprigtigt, at det er synd for jer, at I er havnet i den situation, som I er i lige nu. Jeg kunne ikke selv ønske at være i kontakt med det thailandske politi på den måde. Men det er sgu jeres egen skyld. Det I bør gøre nu er at forklare jeres søn, at hans forældre har lavet en fejl, og at dette er hvad der kan ske, når man forsøger at slippe udenom småudgifter, når man skal ud at rejse. Det ville være det rigtige at gøre - og stop så med det tuderi.

Og lad mig så slutte af med dette guldkorn fra støttesiden. Det er skrevet af Rebecca Veinø:

Husk: Det er fysisk umuligt for solsikker at gå gennem cement -men de gør det alligevel.... og selvom det her kan synes håbløst lige nu, så kan fantastiske ting faktisk ske, når man allermest har brug for det, og aller mindst venter det.

Det er jo lige til at få tårer i øjene over ...