Lørdag d. 16. december 2006 var en stor dag, og den vil ganske sikkert gå over i historien som et eksempel på de autonomes kamp imod det etablerede - og sikkert på niveau med 18. maj 1993.

Igennem de sidste måneder har undertegnede og en lang række andre online debattører forsøgt at være med til at sætte dagsordenen i forhold til rydningen af Ungdomshuset. Vi har forsøgt at give et billede af, hvordan vi ser den underliggende dagsorden fra Ungdomshuset og deres underliggende motiver. Det har dog ikke battet så meget som nogle af os havde håbet. Det er mest endt i mudderkastning imellem to lejre, der ikke har kunnet nærme sig hinanden.

Men i lørdags formåede de unge at gøre dét, som tusindvis af ord ikke kunne gøre - og det stiller spørgsmålstegn ved om pennen reelt er langt svagere end sværdet. I løbet af få timer med start lørdag eftermiddag lykkedes det for de unge at komme igennem med det budskab, som vi online debattører slet ikke formåede. Det er en genistreg uden lige at de unge kunne det, og jeg tager hatten af for dem og deres manifestation i lørdags.

I løbet af ganske kort tid fik de totalt smadret den opbakning, som de havde tilbage på Nørrebro og i Danmark generelt. De fik blotlagt deres reelle motiver som krigsliderlige egoister, der ønskede konfrontation med politiet og de fik blotlagt deres totale foragt for vores retsstat og deres naboers sikkerhed på Nørrebro. Alt dette har vi andre forsøgt at fortælle i ugevis, men vi er hele tiden blev affejet med fraser som "fredelige intentioner" og "det er politiet, der ønsker konfrontationen". Vi har forsøgt at argumentere for, at det var tomme ord, og at deres opførsel har tydet på det stik modsatte ... men det har forslået som en skrædder i helvede.

Men ... hallejuja, i lørdags skete det. Deres udtalelser om fredelige hensigter blev sat i kraftigt perspektiv af deres oprustning og de våben de tog med på demonstrationen. Deres forsikringer om, at det var Ungdomshuset de kæmpede om blev ligeledes blev sat i kraftigt perspektiv af de billeder vi alle kunne se af unge, der kastede brosten imod politiet - og ikke bare imod deres mandskabsvogne men også ubeskyttede politifolk. Også billederne af plyndringerne og hærværket på forretninger, biler, cykler og bygninger må være brændt kraftigt ind på nethinden af alle de, der tidligere har forsvaret deres ret til modstand.

Der kan ikke længere være nogen tvivl om, at Ungdomshuset ikke tænker på andre end dem selv og i øvrigt er ligeglade med deres naboer på Nørrebro. Jeg græder i hvert fald tørre tårer over de af dem, der kom til skade i lørdags. Som Søren N, der skrev et svar på et af mine indlæg i lørdags, skal jeg lede rigtigt længe i mig selv for at finde tristhed over, at der er en autonom, der for eftertiden kun kan kaste brosten med den ene hånd til demonstrationerne.