I dag er dagen, hvor Ungdomshuset officielt skal forlades, og følelserne er ved at koge over i begge lejre. På den ene side står de, der ønsker at brugerne af Ungdomshuset forlader det i ro og orden og på den anden side står de, der ønsker at kæmpe for de unges ret til huset.

Lad mig kort forsøge at opridse de få fakta i sagen:

1. Huset tilhører Human A/S.

Ja, for mig er der sådan set ikke mere at snakke om, for det er Human A/S's hus. Uanset hvor meget ungerne råber op om uretfærdighed er huset ikke deres - det er blevet fastslået i indtil flere retsinstanser at det retteligt tilhører Human A/S og ikke de aktuelle brugere.

Jeg kan godt forstå, at I (brugerne) er sure over, at I skal forlade huset. Jeg kan godt forstå, at I er frustrerede over, at I skal finde et nyt sted at være og jeg kan godt forstå, at I føler jer snigløbne af Københavns Kommune, der har solgt det hus, som I dagligt anvender.

Men ... det er ikke jeres hus.

Vi lever i en retsstat, hvor vi afgør tvister i retten og ikke med næven. Dette retssystem har I i øvrigt selv benyttet i forbindelse med de forskellige retssager. I vores retsstat er det dommerne, der afgør, hvad der tilhører hvem, og i dette tilfælde har de afgjort, at Ungdomshuset tilhører Human A/S. Om det er rimeligt, om Human A/S er en religiøs sekt eller om I mener at I er blevet lovet retten til huset er sådan set sagen uvedkommende. Huset er ikke jeres og I skal forlade det.

I har herefter sagt, at I er ligeglade og bliver i huset og vil om nødvendigt forsvare det fysisk imod Fogeden. Det er naturligvis jeres ret at agere sådan, men uanset hvad I siger, så er det selvtægt. Jeg er ikke klar over, om I reelt synes, at det er en god idé at indrette et samfund på en måde, hvor næven taler stærkere end pennen, men historisk og samfundsmæssigt er sådanne samfund præget af analfabetisme og stammestruktur som fx Afghanistan er det pt. Her kan de færreste læse og skrive, så naturligvis taler Kalashnikov'en stærkere end pennen, da mundtlige argumenter typisk ikke påvirker nær så hårdt som en kugle i brystet.

Jeg har lige gennemset videoen fra Ungdomshusets støtter, og i den fremkommer vendinger som "Nogle gange er man nødt til at slås for det man har kært", og det har I jo fuldstændigt ret i. Alt for mange ting i verden er gået skævt, fordi folk i sidste ende ikke har været parate til at slås for deres sag, og I har min fulde støtte i jeres argument om, at nogle gange må man tage slåskampen og stå imod.

Men ... fri os så herefter for jeres klynk over, at I er blevet uretfærdigt behandlet - for det er I ikke. I er blevet overordentligt retfærdigt behandlet da jeres sag har været igennem op til flere retsinstanser før den blev afgjort. I har ret til ikke at være enige i dommernes konklusioner, men at I ikke er blevet retfærdigt behandlet er noget fis.

Fri os for jeres klynk over at I kommer til skade ved demonstrationerne. I skriver at man nogle gange er nødt til at kæmpe, men så kæmp da for pokker som voksne mennesker og tag de slag, der måtte komme. Der er ikke noget mere ynkeligt end folk, der har valgt at kæmpe, men så samtidig tuder over, at de har slået sig.

Fri os for jeres klynk over, at politiet udøver vold imod jer. Det er jer, der vil konfrontationen og ikke politiet. Da I tog til Rødovre blev I af politiet bedt om at sætte jer ned, da I begyndte at udøve hærværk imod kirken, men I nægtede og begyndte at flygte og råbe og skrige. Politiet blev nødt til at tvinge jer ned for at opretholde ro og orden, og deres behandling gjorde tydeligvist ondt på jer ... men det var jeres valg at nægte at sætte jer ned. På samme måde er det jeres valg at konfrontere politiet, mår de kommer for at smide jer ud.

Jeg var for nogle år siden i baren i Ungdomshuset og jeg talte med flere af brugerne derinde. Til min store overraskelse var de faktisk ganske fornuftige at snakke med, og jeg hyggede mig den times tid vi var derinde. Jeg har derfor ikke noget i mod huset og dets brugere som sådan - faktisk ville jeg gerne stå på jeres side i kampen for at få kommunen til at købe et nyt hus til jer. Hvis det bare ikke lige var for jeres voldelige metoder og hvis det bare ikke lige var for jeres afvisning af at følge de spilleregler i samfundet, som vi andre mener er selve grundlaget for det dejlige land vi bor i.