Debatten om adskillelse af kirke og stat er for guderne må vide hvilken gang blusset op. Senest har Venstrekvinden Ellen Trane Nørby udtalt, at hun mener, at det er en uskik ikke at have denne adskillelse i Danmark, når vi ønsker den i fx. muslimske lande.

Jeg læste for et års tid siden Naser Khader og Katrine Lilleørs bog 'Tro mod Tro'. I den fremkommer Naser Khader også med sit ønske om, at kirke og stat skal adskilles. Katrine Lillør svarer - efter min hukommelse - noget i retning af, at det netop er koblingen imellem Folkekirken og den danske stat, der sikrer, at der ikke er (mange) problemer med præster, der prædiker imod staten og opildner deres kirkegængere. I aftalen med staten er nemlig den præmis, at der ikke må prædikes politik fra prædikestolen.

Og dette er jo lige netop pointen. Det er ikke et problem i sig selv, at den danske stat og Folkekirken er sammenknyttede. Ej heller er det et problem at den iranske stat støtter deres statsreligion. Nej, problemet opstår i det øjeblik, hvor politik blandes sammen med religionen ... og det er den pointe som bla. Ellen Trane Nørby misser. Jeg skal ikke kunne afvise, at hun som liberal har et politisk ønske om at adskille kirke og stat, men det ville i givet fald klæde hende, hvis hun i stedet meldte klart ud.

Der tales ofte tit vidt og bredt om "det danske eksempel" som andre lande ønsker at implementere i deres lande. Dette kunne fx være på udlændingeområdet (Holland) eller arbejdsmarkedsområdet (Tyskland). Dette kunne passende være det nye "danske eksempel" på en løsning på stat/politik/religion-problemet: Integrér via støtteordninger de enkelte religioner i staten men kræv samtidig, at de enkelte religioner ikke må udtale sig politisk om det verdslige samfund.