Som først refereret i BT blev Fru Anne-Mette forleden afsløret i at posere sammen med verdens mægtigste mand (og nej, det er ikke Anders Fogh) og dennes kone foran Air Force One imens hun koket holdt en kopi af en Louis Vuitton-taske i hånden. Ganske som forventet har det medført en masse støj - ikke mindst i medierne og søreme også i blogsfæren. Tabloidaviserne har været længst fremme - og her er fx EkstraBladets læserblog interessant læsning ... altså ... på samme måde som et færdselsuheld er interessant, hvor man reelt ikke har lyst til at kigge - men ikke kan lade være.

I Danmark er det ikke ulovligt - som det fx er i Frankrig - at købe piratkopier af fx tøj og tasker. Det er efter sigende ud fra betragtningen om, at forbrugeren kan være i god tro ved købet af en kopivare. Det "frikender" dog ikke Fru Anne-Mette og det skyldes primært nogle konkrete ting:

Man skal ikke langt væk fra Danmark før man nærmest får proppet kopitasker, kopibælter og kopisolbriller ned i halsen blot man går ned i centrum af en storby. I samtlige de hovedstader og storbyer, som jeg har været i i Europa, har det "flydt" med illegale indvandrere, der faldbyder diverse kopi-lort fra deres karakteristiske hvide lagner, som de nemt kan pakke sammen, hvis politiet ankommer. I specielt Rom, hvorfra vi lige er vendt hjem, var det helt galt. Men det er mig en gåde, hvordan man kan være i tvivl om, at man køber en kopivare, når man står og forhandler med en person om en "Louis Vuitton"-taske til €25,- ... "and you buy two, I give you welly special plice, sir". Mærkevarer købes typisk i butikker, der oser af luksus og de købes bestemt ikke af en gadehandler eller i en butik, hvor størstedelen af omsætningen kommer fra salg af T-shirts med tekster som "AdiHash" eller "I got wood at Ko Pipi beach".

Det er helt enkelt super dårlig stil at købe kopivarer. For det første er det at nasse på varemærke/IPL-rettighederne for mærkevareproducenten. Disse bruger store mængder penge på deres designarbejde, og det er at skide dem op og ned ad ryggen at honorere dette ved at købe en 200-kroners kopi af en Louis Vuitton-taske. Dette drejer sig ikke om at det er urimeligt at HM lader sig inspirere af andre designere i deres eget tøjdesign. Men når inspirationen ikke er inspiration - men en simpel kopi, så er grænsen overskredet. Man kan mene hvad man vil om priserne på mærkevarer, men hvis man synes, at de er for dyre, så må man jo købe noget andet - ganske som det ikke retfærdiggør piratkopiering af Windows, at en licens koster DKK 1300. Hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så må man jo handle et andet sted.

For det andet er det så usselt et bedrag overfor omgivelserne, at det skriger til himlen. Det er jo efterhånden længe siden, at en ting kun havde materiel og funktionel værdi. I dag købes ting ligeledes ud fra den tanke, at man gerne vil signalere noget med tingen. I forhold til fx Louis Vuitton-tasker er dette jo, at man gerne vil signalere, at man godt kan lide kvalitet og at man gerne vil betale for dette og flot design. Derudover forsøger man at fortælle omverdenen, at ens økonomi (eller i tilfældet ynge teenagere: forældrenes-) er så god, at man har råderum til at give 4000 for en taske, hvor en ganske stor del af prisen er knyttet designet og designerens navn.

Men man får jo intet personligt ud af dette ved køb af en kopitaske. Kvaliteten er ikke den samme ved en taske til EUR 25 og en til EUR 250. Det er muligt, at det er en "god" taske, men læder, syninger og finish kan altså ikke sammenlignes. Dette ved køberen jo udmærket - men vi andre kan bare ikke se løgnen - med mindre vi kommer tæt på tasken. For køberen er jo netop ikke en person, der godt kan lide kvalitet - for så havde hun jo købt en taske, der var i god kvalitet. Køberen er jo heller ikke en person, der godt vil betale for gode ting - for hun har netop ikke købt en god ting men derimod en billig kopi. Hun smykker sig derimod med lånte fjer - eller piratkopierede fjer. Vi lever i et samfund, hvor integritet og ægthed er nøgleord - og købere af kopivarer signalerer ganske enkelt, at de totalt er blottede for disse ting.

Slutteligt er det jvf. bla. Interpol grundreglen, at indtægterne fra kopivarer i vid udstrækning bruges til økonomisk støtte til terrorgrupper samt organiseret kriminalitet. At der derudover som regel ikke betales en krone i skatter og afgifter for salg og produktion af kopivarer er jo indlysende og dermed sætter Anders Fogh Rasmussen og kone sig i samme båd som de usolidariske svenske (tidligere) ministre, der ikke ønskede at bidrage til fællesskabet ved at betale licens. Så alt imens Anders Fogh fører krig i Irak med den ene hånd, så financierer han dem med den anden hånd ved at lade Fru Anne-Mette købe produkter, der med overvejende sandsynlighed er med til at financiere enten rockere i Danmark eller terroristtræningslejre i Afghanistan.

Et oplagt spørgsmål kunne være:

"Anders Fogh, hvordan har du det med at sende danske mænd og kvinder i krig imod al-Qaeda - alt imens din kone støtter Al-Qaeda økonomisk ved at købe deres varer?"

Og til læsere, der i øvrigt ikke mener, at der er nogen sammenhæng imellem designvarer og deres kopier - eller inspirationer fra dem, faldt jeg over følgende citat på bloggen jeg linkede til ovenfor. Det er fra filmen "The Devil wears Prada", som jeg dog endnu ikke selv har fået set:

[Miranda Priestly]
This... 'stuff'? Oh... ok. I see, you think this has nothing to do with you. You go to your closet and you select out, oh I don't know, that lumpy blue sweater, for instance, because you're trying to tell the world that you take yourself too seriously to care about what you put on your back. But what you don't know is that that sweater is not just blue, it's not turquoise, it's actually cerulean. You're also blindly unaware of the fact that in 2002, Oscar De La Renta did a collection of cerulean gowns. And then I think it was Yves St Laurent, wasn't it, who showed cerulean military jackets? And then cerulean quickly showed up in the collections of 8 different designers. Then it filtered down through the department stores and then trickled on down into some tragic casual corner where you, no doubt, fished it out of some clearance bin. However, that blue represents millions of dollars and countless jobs and so it's sort of comical how you think that you've made a choice that exempts you from the fashion industry when, in fact, you're wearing the sweater that was selected for you by the people in this room. From a pile of stuff.