Vi var for nyligt i Glostrup og da vi står af bussen, står en muslimsk pige på omkring 25 år af bussen på samme tid. Hun bar slør, der var svøbt relativt tæt omkring hendes ansigt. Vi var dog enige om, at hun så rigtigt godt ud - ja, faktisk sexet selvom hun bar slør. Det skyldtes hendes brug af make-up, hendes generelle tøjvalg der var kropsnært og åbenlyst afslørede en pæn krop indenunder, samt hendes brug af diverse tilbehør som højhælede sko (stiletter) og taske i mærkevarer-versioner.

Det fik mig senere til at tænke på ét af problemerne med religioner, der opfatter det bogstavelige indhold af en gammel bog som lov og ret. Det er såmænd ikke nogen særskilt egenskab med islam - det giver sig også til udtryk i forhold til jødedommen og vise former for buddisme, og det var et problem for kristendommen inden reformationen og oplysningstiden.

Så vidt jeg ved, står der i koranen, at kvinder skal dække deres hår til, så de ikke frister de svage mænds seksualitet. Dette er for såvidt en god ting - omend vi i vesten nok ville forsøge at ændre mænds opførsel i stedet for at dække kvinderne til. Vi har jo i Danmark de samme diskussioner, når vi taler om, at danske pigers (lette) påklædning kan få svage mænd til at blive fristede over evne og måske voldtage en tilfældig pige. Problemet med hårdækningen opstår desværre her, hvor man lægger mere vægt på det konkrete bud end på meningen med buddet. Jeg ved ikke hvorfor, men det kunne skyldes, at det er nemmere at håndhæve et konkret bud end det er at håndhæve en holdning eller mening.

Det paradoksale opstår jo her, hvor man "er en god muslim", hvis man dækker sit hår til - men samtidig "opildner mænds seksualitet og svaghed" fordi man i øvrigt går i kropsnært tøj, så brysterne rigtigt kommer til deres ret, bruger makeup og går med stiletter. Her har man jo åbenlyst opfyldt et (på)bud, men samtidig overhovedet ikke gjort det, der sikkert oprindeligt var meningen med påbuddet, nemlig ikke at skilte med sin seksualitet og kun "blotte" sig overfor sin ægtemand. Tilsvarende paradoksale ting har også været kendetegnende for visse dele af kristendommen. Det blev fx tidligere i indre missionske kredse anset for syndigt at onanere, men man havde dog en hvis forståelse for, at fiskere langt ude på vandet havde visse drifter. Denne tilpasning af buddet til den virkelige verden er jo ganske rimelig - men når man samtidig forsøger at ophøje troen på det bogstavelige ord i bibelen, så virker det endnu mere hyklerisk at man tillader visse ting og ikke andre. Et helt tredje eksempel på dette hykleri optræder ved de religioner, der har en fasteperiode. Hvis en person i følge sin religion skal faste - men tilfældigvis befinder sig i et område, hvor solen i en periode ikke går ned, så er det skik og brug, at et religiøst overhoved af en eller anden slags udstiller et "dekret" om, at man i disse tidspunkter blot skal faste efter solens dans over fx Jerusalem.

I kristendommen havde vi det på tilsvarende vis engang. Meningen med livet, universet og alting blev defineret af præsterne, der havde monopol på ikke alene fortolkning af bibelen, men også selve læsningen af bibelen. Kristendommens store reformator Martin Luthers oprør var et opgør med kirkens selvbestaltede autoritet og monopol på kontakten med Gud, og af den fødtes
opfattelsen, at man ikke behøver at være præst for at forstå hverken Gud eller bibelen. Men fik dermed selv mulighed for at gøre sig egne tanker omkring, hvad ens tro egentlig betød. Senere kom oplysningstiden, hvor den herskende mening blev, at godt nok var man enige om, at en Gud havde dannet verden, men samtidig at han ikke blandede sig i menneskers hverdag og gøren og laden. Dette var et afgørende slag imod kirkens grundtese om, at man kunne betale sig fra synd og at man kunne "manipulere" Gud ved at gøre gode gerninger.

Disse ting betød en markant forandring i almindelige menneskers liv. Fokus blev fjernet fra præsterne og kirkens autoriteter (herunder primært Paven) og der skete en individualisering af kristendommen. Det var herefter op til hver enkelt at definere, hvad tro betød, og hvordan den skulle praktiseres.

Denne frihed har været helt afgørende for udviklingen i den vestlige verdens velstand. Menneskernes frihed gav dem mulighed for - hver især - at stræbe efter størst mulig nytte og glæde for deres familier ... og vel at mærke uden snærende bånd fra reliøse overhoveder, der bestemte over deres hverdag. I forhold til religionen gav det menneskerne mulighed for at "se bag" de religiøse dogmer og tilpasse dem til deres tid. Det blev muligt at spørge "hvorfor" et bud var på dén eller dén måde, og man kunne tilpasse buddene til den aktuelle tid, så de ikke kom til at fremstå som rene anakronismer.

Nogle vil mene, at der er ting i verden, der lever udenfor rum og tid - som fx Bibelen eller koranen, og at man bør følge disse bøgers skrevne ord så langt som muligt. Andre igen vil mene, at en religions virkelige styrke ligger i at kunne forandres og samtidigt forblive vedkommende - selv tusindvis af år efter den er opstået. Som du måske kan gætte, så holder jeg mig til den sidste opfattelse.