I går søndag var vi på vej ned i Kongens Have for at slappe lidt af. Vi skulle have noget frokost med, og vi gik ned på Gothersgade for at finde en café, der kunne give os et par sandwich/bagels at tage med.
Lige overfor den midterste indgang til Kongens Have på hjørnet af Gothersgade og Landemærket faldt vi over en ny vinbar, der ligger køligt i kælderen. Den hedder "Il Senso". De laver også mad, så vi valgte at købe et par sandwiches til turen. De har to slags sandwich- en rød og en grøn (Verde e Rosso) med hhv. tomatpesto og basilikumpesto. Med deres egne ord var deres sandwich i kategorien "Rustik sandwich". Den grønne sandwich var med seranoskinke, salat og parmesan og den røde var med pølse, tomat og salet. De var ganske enkelt rigtig gode. De var fulde af smag og fylde - og pestoen i dem var helt geniale! Eneste kritikpunkt var brødet. Brødet var i sig selv lækkert - og ganske som jeg kan huske det fra sidste års vingårdsferie i Italien. Det var blot lidt ærgeligt, at det var hvidt brød. Jeg kunne godt have tænkt mig at brødet havde været en smule groft og af surdej (måske koldthævet) - det ville have stået godt til den kraftige smag af indholdet i de to sandwich.
Derudover har de picnic-kurve, som er spækkede med alskens lækre italienske specialiteter. Desværre kom vi lidt for sent til at få en kurv med - så det må vente til næste gang.
Alt i alt glæder jeg mig til at stifte nærmere bekendtskab med selve vinbaren. De sælger naturligvis vin på hele flasker, men de har omkring 35 vine, som de sælger glasvis. Man kan til vinen bestille en tallerken italienske tapas (vi talte med indehaveren og han benævnte dem et eller andet italiensk navn, som jeg ikke kan huske pt.), og de skulle efter udgøre et måltid i sig selv. Der er derfor lagt op til enten et besøg på vej til en restaurant - eller et besøg med spisning og hele svineriet.