Mandag og tirsdag i denne uge var jeg til konference på Islands Brygge i noget
IT-hejs. Derfor havde jeg den udelte fornøjelse at skulle cykle fra Valby til Christianshavn i myldretiden. Normalt cykler jeg rundt om København for at komme fra Valby til Nordhavn, men jeg skulle her via Roskildevej over Vesterbrogade og til Islands Brygge.
Det startede sådan set meget godt - indtil krydset imellem Vesterbrogade og Valby Langgade ... det var hér det sjove startede. Disse to dage har fået mig til at indse følgende: Folk, der cykler i det indre København i myldretiden uden cykelhjelm har enten et udtalt ønske om at påføre sig selv smerter - eller også er de ganske enkelt idioter. Nu kan det kan være, at der sidder nogle og læser dette og tænker "Haha, ja folk er nogle klaphatte", men til disse vil jeg understrege, at jeg bruger ordet "idiot" i ordets absolut mest tarvelige og ondeste betydning. Der er ikke noget sødt i brugen af ordet, der er ikke noget overbærende i brugen af ordet, og hvis du cykler i det indre København i myldretiden uden hjelm, så kan du roligt føle dig ramt.
Jeg blev ellers i begyndelsen positivt overrasket over at cykle inde i byen. Jeg havde ventet, at folk overhalede uden at kigge sig over skulderen, men det var faktisk ikke tilfældet. Langt de fleste cyklister kiggede sig over skulderen inden de skiftede bane. Umiddelbart var jeg en meget lykkelig cyklist.
Det varede desværre kun ganske kort - nemlig indtil jeg indså, at de godt nok kiggede sig over skulderen inden de skiftede bane - men de reagerede slet ikke på, hvad de
så bagude. Flere gange måtte jeg "op og stå på bremsen", da en idiot ikke reagerede på, at
jeg var ved at overhale hende. Hun kiggede blot tilbage og trak ud i samme splitsekund! Helt ærligt - hvad pokker har de gang i? Det svarer jo til en bil, der ved højresving viser af, men alligevel klipper et par cyklister. Billisten ville her tydeligvis ikke føle skyld, da han jo "havde vist af, og så må cyklisterne holde tilbage".
Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg er glad for, at jeg er "tilbage" på O2 hhv O3 om morgenen på vej til arbejde?