by Jesper
maj 22, 2006 11:00
På min cykeltur til arbejde om morgen kan jeg godt tage mig selv i at køre og betragte medtrafikanterne og folk, der venter på bussen. Det er ret underholdende - nærmest som at være i zoologisk have. Jeg har igennem den sidste tid identificeret et par morgen-arketyper:
1. "Mime-kunstneren"
Det er karakteristisk for disse personer, at man ikke kan høre dem, da de sidder inde i deres biler. Men at kigge på dem er alligevel som at kigge på en mime-kunstner. Specielt kan jeg godt lide deres "Man kan kun se ud af bilens vinduer"-trick, som de udøver imens de gaber deres hoved af led. Der er nogle af disse, der gaber så højt, at man skulle tro, at hele deres hoved var én stor mund. Så hold jer da for munden!
2. Godmorgen-og-hallo-mentaliteten
Jeg cykler typisk på arbejde ved 6.30-tiden, og som de fleste vil vide det, så er det forfærdeligt tidligt. Dette afspejles meget tydeligt i ansigterne på de fleste om morgenen - specielt når de står og venter på bussen og er lige ved at falde i søvn igen. Det pudsige er, at nogle af disse - hvor trætte de end ser ud - er i stand til at tale i telefon. De sidder på bænken og ser ud som en skinddøde mennesker ... men de skal alligevel have deres første telefon-fix klokken 6.30 om morgenen.
3. Palle-alene-i-verden
Disse typer er sandt at sige ikke kun karakteristiske for morgentrafikken, men findes desværre hele døgnet. Disse mennesker cykler som om, at de var de sidste/eneste mennesker på Jorden. Typisk handlemønster for disse er at de kører med musik i ørene ... hvilket skulle være forbudt! ... de cykler gerne ved siden af hinanden og spærrer for os andre cyklister, og sidst men ikke mindst, så kigger de sig ikke tilbage inden de skifter bane eller overhaler. Naturligvis er bilister farlige i trafikken, da de jo kører i veritable dødsmaskiner, men jeg må indrømme, at jeg er mindst lige så bange for cyklister, der slingrer en smule fordi de har deres tanker et helt andet sted.
... måske skulle jeg reelt ringe til mit forsikringsselskab og fortælle dem, at de nok hellere må sætte præmien op på min ulykkesforsikring?
227a22f4-82b2-4fa0-9d86-dd277860de0c|0|.0
Tags: cykel