Det har været en pudsig oplevelse at se Anders Fogh Rasmussen i de sidste dage. Nu var det lige før, at krisen var ved at ebbe ud - men Anders mente åbenbart, at ilden skulle holdes ved lige - om ikke andre steder, så dog herhjemme. I hvert fald afleverede han en bandbulle af dimensioner, da han generelt kritiserede Gud (ahem ...) og hver mand for ikke at støtte ham og qua dette ikke stå fuld bag et forsvar for ytringsfriheden. Det slog mig på vej til arbejde, at jeg har hørt denne retorik før - nemlig da George W. Bush inddelte verden i "dem" og "os" med udtalelsen: "Enten er I med os, eller også er I imod os". Bush mente tilsyneladende, at man kunne nedkoge støtten til Irak-krigen til et "enten-eller", hvor kritik uanset formål betød, at man var imod USA. Bush havde ikke umiddelbart den store succes med det - og det samme spår jeg Anders Foghs projekt.

Anders Fogh er jo ude i den samme øvelse som Bush. Han mener og udtaler også at alle, der kritiserer ham, dermed også automatisk er imod ytringsfriheden. Dette gælder ikke mindst forfattere, som han jo gang på gang har vist, at han ikke kan lide. Skulle kritikken komme fra Christiansborg, så affærdiges den med standardsvaret "Det er forstemmende at se, at oppositionen bruger krisen med indenrigspolitiske formål". Dermed undgår han kløgtigt at tage stilling til de konkrete spørgsmål, som han bliver stillet. Netop derfor ønsker han heller ikke en (objektiv) undersøgelse, da udfaldet af denne - uanset arten - vil kunne bruges politisk som et sandhedsvidne. Så længe Anders Fogh kan holde diskussionen i Folketingssalen, så bliver den luftig og principiel - og dermed uden konklusion og ansvar. Samme taktik bruger han i udfaldet imod hans kritikere. Han nævner ingen navne, da han dermed undgår at tage konkret stilling til en (forfatters) udtalelser.

Hvis du spørger mig, så er det i den grad forstemmende at se den danske journaliststand ligge på halen for Anders Fogh. Hvorfor er der ingen af jer, der afslører hans bluf? Hvorfor er der ingen af jer, der gør noget?