Her til morgen i toget på vej til arbejde blev jeg passet op af en fyr, der - ud af den blå luft - spurgte om jeg tilfældigvis var på vej til DTU. 'Næeh', sagde jeg ... 'men jeg har har dog læst derude engang'. Fyren havde brug for at få den hurtigste vej fra Valby til DTU at vide.

Min kæreste og jeg stod lige forinden og ventede på toget i en af de dersens glasbure, hvor den ene vægs sikkerhedsglas var blevet smadret. Nu går sådan noget sikkerhedsglas jo ikke sådan i stykker - det krakkelerer i stedet - ligeom glasset i en bilrude. Min kæreste stod og kiggede på det, og spurgte mig, hvordan det kunne være. Jeg skal indrømme, at jeg ikke helt kan huske hvorfor det ikke knækker (glasset), men jeg fortalte hende, at jeg syntes at kunne huske noget om, at det skyldes afkølinger under "støbningen", så glasset får nogle store indre spændinger.

Præcist dette havde fyren overhørt og tænkt noget i retning af: 'Der er sgu ikke andre end ingeniører, der står og snakker om overfladespændinger om morgenen imens de venter på toget' ...

Tja - hvad er moralen? At jeg er prototypen på en DTU-kandidat? At man bare skal holde sin mund, når man venter på toget om morgenen?

PS: Jeg vil ikke mene, at jeg er prototypen på en DTU-kandidat ... og venner og bekendte vil formentlig erindre et par artikler jeg engang skrev om netop dette i Polyteknisk Forenings blad "Polygraphus"