Jeg må indrømme, at der er med lidt undren, at jeg har fulgt debatten om tegningerne af Muhammed i Jyllands-Posten i de sidste uger. Da jeg læste artiklen i JP syntes jeg faktisk, at det var et glimrende projekt ... men jeg har ændret lidt mening. Det er ikke så meget fordi jeg er uenig i, at man må tegne en tegning af en profet, som nogen synes er hellig, for naturligvis må man det. Jeg har ændret mening, da det efterhånden er begyndt at virke på mig som en ensidig provokation fra JPs side ... og det er lidt trist. Men når det så er sagt, så undres jeg mindst lige så meget over reaktionen i muslimske kredse i Danmark og rundt omkring i verden. At en 17-årig truer tegnerne på livet kan man kun ryste på hovedet af - specielt da truslen også galt tegneren fra Ingeniøren, der i den arabiske tekst skrev, at han var uening i JPs projekt.
Det jeg undrer mig mest over er reaktionen fra de herboende muslimer, der højlydt har protesteret over "krænkelsen af den hellige profet". Som udgangspunkt er det noget juks, når religiøse begynder at forsøge at bestemme over religiøse med anden tro - og derfor kan det aldrig blive et problem for en kristen at tegne en tegning af Muhammed eller Allah, for den sags skyld. De protesterende muslimer burde have taget sig rystende til hovedet og have mumlet "Det er jo bare nogle vantro hedninge" - og så have ladet det blive ved det. I stedet har de valgt at udstille deres uvidenhed om det samfund, hvori de bor. Som vores statsminister ganske rigtigt påpegede (og jeg er ikke ret tit enig med ham), så er ytringfriheden selve grundlaget for vores oplyste samfund, og alle må finde sig i at blive grinet af, kritiseret og udsat for satire. At tro andet er - for nu at bruge et rigtigt dårligt ord - "udansk".
Det danske samfund er på godt og ondt gennemsyret af humor og satire, og det må man forholde sig til - uanset hvilken trosretning man tilhører. Det har vi tidligere set i Danmark med Jens Jørgen Thorsens tegning af Jesus med bar røv og dolk, og selvom det medfødte berettiget kritik og debat, så kom det dengang ikke til det ramaskrig, som vi nu ser.
"Vores gud" er jo også udsat for satire i en lind strøm - uanset at det i bibelen står, at man ikke må lave billeder af vores gud. Jeg kan ikke erindre, at tegner som den ovenstående fra wulfmorgenthaler.com har afstedkommet kritik - omend den med lidt god vilje kan tolkes som en desavouering af skabelsesprocessen som den er beskrevet i bibelen.
Det kan være, at min undren skyldes mangel på kulturel forståelse for det muslimske projekt, men omvendt kunne man indvende, at reaktionen fra de oprørte muslimer skyldes manglende forståelse for indretningen af vores samfund og de grundpiller det er bygget på.